
Café og butik
Oldfrue Karna Blom anbefaler slottets gæster at sørge for at få mad og drikke, så der er kræfter til at indtage de mange indtryk rundt på slottet.
I caféen kan oldfruen anbefale sandwich, hjemmebagt kage og is. Dertil kan man med fordel drikke en kop te, en kop friskbrygget kaffe eller en sodavand.

Tag slottets stemning med hjem
Det er også muligt at blive inspireret til ordentlig husførelse i Frøken Roses og Oldfrue Karna Bloms butik.
Oldfruen tilbyder enkle og praktiske ting i hør, zink og lertøj. Frøken rose er lidt mere pyntesyg. Der er meget lyserødt, pynte- og sølvting at kigge på i hendes afdeling.
Oldfruen udtaler:
Der foregår noget meget mystisk på slottet. Men om jeg begriber hvad det kan være. Der er også en værre uro i staldene om natten siger karlene. Og yngste stuepige har ikke været at drive ned i kælderen i snart fjorten dage.


