
Den giftige have på Højriis

Gifthaven på Højriis rummer over 100 giftige, magiske og medicinske planter. "Vi lavede gifthaven fordi vi synes det kunne være spændende at præsentere nogle af de planter, som indeholder forskellige giftige stoffer og som vokser vildt i naturen. Det kan også være en tryghed at vide hvilke planter man ikke bør komme for tæt på. Vi har jo mange af dem i vore haver", fortæller Ib Smith, som har stået for opbygningen af haven i samarbejde med Anemette Olesen, som er forfatter og gartner.
Haven er placeret op ad en høj hæk af buksbom. Der er sat hegn omkring haven, og børn må kun færdes i haven ifølge med voksne.
Ib Smith fortæller at haven har afstedkommet forskellige reaktioner fra de besøgende. Nogle er blevet forskrækkede over at man turde have giftige planter, men de fleste har været interesserede i at læse skilte og nyde det smukke anlæg. Det viser sig jo at flere af vore giftigste stauder og sommerblomster er nogle af vore almindeligste haveplanter.

En plante som er fravalgt i haven er Gifttyden Cicuta virosa.
Denne plante indeholder stoffer, der virker ind på åndedrættet
og bliver man forgiftet af den kan man dø.
Mere om de giftige planter
Har du lyst til at vide mere om de giftige planter på Højriis kan du læse bogen "Den giftige have" skrevet af Anemette Olesen.
Bogen er udgivet på forlaget Skarresøhus og kan købes i Slots-caféen.


