Et af Danmarks smukkeste nygotiske slotte

Et af Danmarks smukkeste nygotiske slotte

Højriis nævnes første gang i 1397. Ridder Johan Skarpenberg, den daværende ejer, var en af dronning Margrethes vigtigste rådgivere. Skarpenberg var en magtfuld mand, der udover Højriis, ejede mange store gårde, blandt andet Spøttrup i Salling.

Arkitektur

Højriis slots nuværende udtryk opstod ved to store ombygninger i slutningen af 1800 tallet. Indtil da var Højriis et funktionelt anlæg, bestående af et enkelt renæssance-hus og tre lave bindingsværksfløje. Men i 1859 besluttede den daværende ejer, Didrik Galtrup Gjedde, at bygge sig en pragtbygning med tårn og kulørte glasruder i tidens stil - nygotikken.

 

Nygotikken var en del af den bølge man med en fællesbetegnelse kalder historicismen ? en periode hvor man påvirket af industrialiseringens store fremskridt søgte tilbage i tiden og sværmede for tidligere tiders stilarter, deriblandt middelalderens gotiske stil med spidse buer, kamtakkede gavle, gotiske blændinger i murværket og mange snørklerier.

 

Højriis adskiller sig fra den typiske, danske nygotik ved at være inspireret af den venetianske gotik, der hentede sin inspiration i blandt andet arabisk arkitektur. Det giver bygningen et let og drømmende sydlandsk præg. Resten af byggeriet - slottets riddersalsfløj - afsluttedes i 1876 af Gjeddes svigersøn C.L. A. Steensen-Leth.

 

Fra Kammerherrens tid stammer også de omfattende skovanlæg, der præger Højriis i dag. Der står en buste af Kammerherren i parken.

Det 20. århundrede

Herregårdenes nedgangstider ramte Højriis tidligt. Allerede i slutningen af 40'erne var kun få rum i slottet beboede og slottet blev helt opgivet som beboelse i begyndelsen af 60'erne. Siden har et malerisk forfald bemægtiget sig en del af det trefløjede bygningskompleks. Siden 1994 har en omfattende restaurering fundet sted, således at Riddersalsfløj og Havefløj nu er tætte på tag og fag og omfattende skader i fundament og murværk er repareret. Siden er nordfløjens gavl reetableret, tårnets murværk repareret og tårnuret er sat i stand.

 

I 2005 er der sket en omfattende restaurering af havefløjen. Gulve og lofter i gårdsiden er skiftet ud og de fleste rum er pudset og malet. Efter denne restaurering er slottet nu i en sådan stand at det har været muligt at tilbageføre meget af det gamle møblement og inventar til stuerne. Desuden er der købt tidstypiske møbler til huset.

Godset og bygningerne

Godset Højriis omfatter 434 hektar. Landbrugsjorden på godt 200 hektar er bortforpagtet. Skoven på ca. 200 ha drives af godset. Til godset hører 9 huse som udlejes.

 

Slottet og avlsgården bliver restaureret løbende. Målet er at sikre rammerne, således at der kan udfolde sig et rigt og utraditionelt kulturliv. Der lægges vægt på et smukt, gerne ældet ydre frem for et perfekt nyrestaureret slot til beboelse.

En moderne virksomhed

Højriis Slot er i dag en moderne ledet virksomhed med skovbrug, landbrug, udlejning af huse samt turisme.


Højriis er privatejet og ikke fredet. Det udelukker mulighederne for statsstøtte. Midlerne til restaurering samt vedligeholdelse af slot og park kommer fra turismen.

 

Højriis slot og gods ejes og drives af Vibeke Schwerin og Ib Smith, der bor på stedet. Læs mere i bogen: "Højriis på Mors - et slot i tiden".

Oldfruen udtaler:

Det er næsten som om alle de unge mennesker, der besøger slottet her, har et fotografiapparat nu om stunder. Men jeg har nu altid ment, at det må være alt rigeligt hvis man bliver foreviget ved konfirmation og giftermål.

Gifthaven på Højriis

Her kan du opleve Danmarks eneste gifthave, der indeholder over 100 forskellige giftige, magiske og medicinske planter.

Åbningstider 2010

13. maj - 24. oktober

weekender og helligdage
kl. 11 - 17

Mere om åbningstider...

Sidste nyt fra slottet